denne tekst vises hvis billedet ikke kan vises

Værktøjer til et succesfuldt vægttab

I forlængelse af sidste uges blogindlæg om grundlaget for et succesfuldt vægttab vil jeg nu give dig nogle værktøjer til at gøre dit vægttabsforsøg lidt nemmere, så du vil kunne opnå gode resultater. Hvad jeg vil komme ind på i det nedenstående, omhandler ikke hvad du skal spise eller hvordan du skal dyrke motion. Det er nogle praktiske redskaber og metoder, som vil hjælpe dig med at sænke tallet på din badevægt, når du står på den.

 

Flash diet

De fleste mennesker har i dag en mobiltelefon med indbygget kamera. (Hvis du ikke har det, så har du højst sandsynligt et digitalt kamera liggende et sted, som du kan bruge. Men velkommen til det 21. århundrede, min ven!) Med en mobiltelefon med kamera er det let og hurtigt at tage billeder, og det kan vi bruge til registrering af kost under et vægttabsforsøg. Metoden hedder flash diet og går ud på følgende:

Hver gang du putter noget i mundet med det formål at spise eller drikke det, skal du tage et billede af det inden det ryger indenbords.

Det har 2 funktioner, at du skal til at være amatør madfotograf. 1) Det gør dig mere opmærksom på hvad du indtager og giver dig mere tid til at overveje om det nu er en god ide. Det er nemlig sjovere at tage et billede at et sundt og hjemmelavede måltid, end at tage et billede af en pose labre larver. 2) Det giver dig et reelt billede (bogstavelig talt!) af hvordan din kost ser ud. Vi mennesker har en skræmmende tendens til at lyve overfor os selv. Mange har derfor en opfattelse af at de lever og spiser sundt og derfor ikke kan forstå at de er overvægtige. Med billeder af alt hvad du har indtaget gemt på din mobiltelefon, så er der ingen undskyldninger.

 

Tilbered portioner i stedet for tagselvbord

Ja, det lyder kedeligt. Det er slet ikke så sexet, som den førnævnte flash diet. Men det virker altså. I mange danske hjem bliver alt maden lagt ind på spisebordet sammen med tallerkenerne i stedet for på tallerkenerne. Dette medvirker til at man har muligheden for at tage mere mad, til trods for at man faktisk har fået tilstrækkeligt at spise og burde føle sig mæt. Hvor mange gange har du lige snuppet lidt til, fordi det jo smager så godt?

Undgå at friste dig selv. Anret en portion, som du bliver mæt af, i køkkenet og tag tallerkenen med ind til spisebordet.

 

Ryd hjemmet for usunde sager.

Det kan godt være at du i starten af dit vægttab har rigeligt med motivation og mådehold til at holde dig fra slik, chips og andet usundt. Men på et senere tidspunkt vil du ikke være så stærk og du vil være lettere at friste. Det kan derfor blive svært at overholde sin kostplan, hvis man bare skal åbne et skab for at få adgang til syndigt sukker og andet djævelskab.

Fjern den lette adgang til det forbudte og undgå at bliv fristet.

 

Drop tankeløs spisning

Dette punkt drejer sig om at ændre din tankegang om mad og dine vaner omkring dine måltider. Vi lever i et samfund hvor der er mad i overflød. Det er de færreste af os, der har svært ved at skaffe mad på bordet. Dette afspejler sig i hvordan vi spiser. Maden bliver sjældent rigtig værdsat og bliver derfor indtaget, mens vi foretager os alt muligt andet. Og det feder!

Undersøgelser viser at hvis man foretager sig andet mens man spiser, så spiser man mere. Spiser du, mens du kører bil, ser fjernsyn, surfer på nettet eller spiller Angry Birds på din mobiltelefon (er det kun mig, der gør det?), så mister du noget af oplevelsen af at indtage et måltid og følelsen af at blive mæt.

Hvis du har for vane at din morgenmad ryger indenbords, mens du binder dine sko og er på vej ud af døren og på arbejde, så prøv i stedet at skabe mere tid og ro omkring dine måltider. Det lyder paradoksalt, men koncentrer dig om at spise og nyde din mad. Sluk derfor for fjernsynet og fjern andre distraktioner.

At du skal koncentrere dig om at spise og nyde din mad betyder også at du skal tygge din mad grundigt og spise langsomt. (hørte jeg nogen sige: ”jaja, far”?) Begge dele har vist at få folk til at spise mindre. Tygger du din mad grundigt, så gør du det lettere for din mave og dine tarme at optage næringsstofferne i maden. Dette vil i sig selv få dig til at spise langsommere. Men hvis du derudover forsøger at spise stille og roligt, så vil din mave kunne nå sende signaler til din hjerne om at du er mæt. Og signalerne skulle gerne nå hovedet før du har forladt spisebordet og står og roder i fryseren for at finde en ”lille” dessert.

 

Kristian Bradsted, cand. scient

Skriv en kommentar

Dine email adresse vil ikke blive vist.