denne tekst vises hvis billedet ikke kan vises

Grundlaget for et succesfuldt vægttab

Et vægttabsforsøg kan stilles meget simpelt op. Man skal bruge mere energi end man indtager via kosten – spis mindre, bevæg dig mere. Nemt at sige, svært at efterleve. Særligt hvis man skal tage hensyn til egen sundhed, hvor det er vigtigt at næringsindholdet i maden forbliver højt til trods for den manglende energimængde. Det er derfor ofte en stor ændring i livsstil, som skal finde sted. Og der hører mere til en sund livsstilsændring end forsøget på at omlægge kostvaner og øge mængden af fysisk aktivitet. Kosten og den fysiske aktivitet er bestemt de to væsentligste faktorer, der skal ændres på, hvis man ønsker at tabe sig. Men før man begynder at handle ind til sin nye kostplan og begynder at lave træningsaftaler, så er der 3 ting, som bør være på plads. Jeg vil i dette indlæg beskrive vigtigheden af at sætte sig et mål før man går i gang, føre logbog undervejs og sørge for at have opbakning fra sine nærmeste. Med dette danner man et grundlag for et succesfuldt vægttab.

 

”Et mål er en drøm med en deadline”             Napoleon Hill

Sæt et mål før du går i gang

Hvis du ikke ved, hvor du skal hen. Hvordan kan du forvente at komme dertil? (Basil S. Walth). Undskyld, det er ikke min mening at kaste om mig med citater, men alt af betydning er blevet sagt før af nogen, der ikke opdager det (Alfred North Whitehead) Nu skal jeg nok stoppe… for en stund. I forhold til vægttab er det vigtigt at du sætter dig et mål for hvor meget du ønsker at tabe dig inden du starter dit vægttab. Dit mål skal være målbart og realistisk, samt indeholde en deadline for hvornår det skal være opfyldt.

At målet skal være målbart betyder at dit mål skal være et tal, som for eksempel repræsenterer din vægt eller din livvidde eller din fedtprocent. Dit mål kan derfor lyde: ”Jeg vil tabe mig 5 kg inden den 1. august 2012”. Fordelen med dette mål fremfor: ”Jeg vil være slank til sommer” er, at det førstnævnte er konkret og håndterbart. Du, og alle andre, vil med sikkerhed vide hvornår du har nået dit mål. Hvorimod om du mener at du er ”slank” kan ændre sig med tiden, alt efter dit humør og med hvilket lys du ser dig selv i det pågældende tidspunkt. 5 kilogram er 5 kilogram uanset om du har fået det forkerte ben ud af sengen eller om du har vundet i lotto.

Sørg for at sætte et realistisk mål, som skal være opfyldt inden for en overskuelig periode (2 – 3 måneder). Du må også gerne have et større mål længere ude i fremtiden, som kan være en motiverende faktor, når du kigger ud i horisonten. Men det er vigtigt at du har et mål lige foran dig, som du skal forsøge at opnå.

Det er vigtigt at du overvejer om dit mål overhovedet er muligt. Et urealistisk mål vil kun føre til nederlag og efterfølgende skuffelse. Opnår du målet før tid, defineres der blot et nyt mål, som passer til de fremskridt du gør dig.

Et sidste råd er, at gøre målet klart for dig selv. Skriv det derfor ned – gerne i den logbog, som jeg kommer ind på i næste afsnit. Hvis dit mål blot forbliver en tanke inde i dit hoved, og ikke står på skrift i din logbog eller på dit køleskab, så kan det hurtigt blive glemt blandt alle de andre tanker.

 

”Viden i sig selv er magt”        Francis Bacon

Før logbog – mål dine fremskridt

Det er en rigtig god ide at holde styr på dine fremskridt. I en logbog kan du skrive dine resultaterne ned, som fx din vægt og andre kropsmålinger. Men logbogen kan også indeholde dine måltider og din fysiske træning. En logbog er et rigtig godt redskab til at engagere og fastholde dig i dit vægttab, og derved holde dig på rette kurs mod dit mål. Derudover er det et godt værktøj, hvis vægttabet går i stå. Man kan derved gå tilbage og se om man kan finde årsagen til de manglende fremskridt. Ligesom man kan finde ud af om noget har en positiv effekt, hvis man går ind og ændrer på nogle parametre, som fx den fysiske træning.

Logbogen behøver dog ikke at indeholde både kost og træning, men kan blot være til nedskrivning af din vægt. Men hvor ofte skal man så veje sig? Selvom nogle fraråder det, så mener jeg at man sagtens kan gøre det hver dag. Man skal blot være klar over at ens dagsvægt kan svinge og en ændring fra dag til dag ikke er afgørende. Men over 2 uger kan man se en klar tendens og dermed se hvilken vej det går. Vejning hver dag har ligesom logbogen en god psykologisk effekt. Den er med til at minde dig om og fastholde dig i det projekt, som du er i gang med.

Hop derfor på vægten hver dag om morgen før du gør noget som helst andet, og skriv vægten ned. Sørg dog for at alt hvad du måler kan sammenlignes. Dette vil sige at det er vigtigt at du vejer dig på den samme vægt hver gang og at det sker på det samme tidspunkt og under de samme omstændigheder hver dag. Du vil ikke kunne sammenligne dine vægtresultater med hinanden, hvis du en dag står op ad sengen om morgenen og går direkte hen til badevægten og vejer dig, mens du en anden dag vejer dig med tøj på efter at have spist aftensmad.

 

”Et fællesskab er som et skib, alle burde være parat til at tage roret”         Henrik Ibsen

Sørg for at have støtte og opbakning

Medmindre at du er eneboer, så vil dine livsstilsændringer påvirke menneskerne omkring dig. Før du giver dig i kast med at ændre på dine kost- og motionsvaner, bør du derfor sikre dig at du har opbakning til det. Den tid, som du skal til at bruge på motion, vil formentlig være tid væk fra din partner og familie. Ligeledes vil de ændringer, som du skal foretage i din kost, påvirker dem, som du spiser og deler køleskab med. Der bør fastlægges nogle klare aftaler for hvordan I håndterer jeres fælles måltider, samt hvad der skal handles ind og må stå i køleskabet.

Snak med dine nærmeste og sørg for at få deres accept af og støtte til dit forsøg på livsstilsændringen. Det vil gøre processen lettere, at du ikke skal kæmpe med din partner, når du også kæmper med at overholde trænings- og kostplanen. Her kan støtte og opmuntrende ord gøre underværker og fastholde dig på rette kurs mod dit mål.

 

Mit næste indlæg vil være om brugbare værktøjer til et succesfuldt vægttab. Indlægget vil blive lagt op i løbet af næste uge.

Kristian Bradsted, cand. scient 

Skriv en kommentar

Dine email adresse vil ikke blive vist.