Som underviser for andre trænere og sundhedsfaglige får jeg ofte spørgsmål omkring hvordan man griber bestemte træningsfaglige problemstillinger an.

I øjeblikket får jeg mange spørgsmål omkring delte mavemuskler. Jeg har valgt at dele mit svar på et rigtig godt spørgsmål fra en træner omkring toblerone-maven. Du kan både se svaret i videoen eller blot læse teksten.

Hvad er toblerone-mave?

Toblerone-maven er et populært hverdagsudtryk for den udbuling, der kan ske i mavens midterlinje ved mennesker med delte mavemuskler. Ved delte mavemuskler er der en forøget afstand mellem de lige mavemuskler, hvilket øger sandsynligheden for at maven kan bule ud imellem musklerne. Det kan ske under træning eller bare når en person trækker vejret, fordi det intraabdominale tryk, altså det indefrakommende tryk, stiger og får maven til at bule ud.

Det er ikke det samme som brok. (1) Brok er en udposning af bughulen gennem en åbning eller et svagt sted på bugvæggen.

Delte mavemuskler er defineret ved at der er en større afstand i mellem de lige mavemuskler end normalt og at bindevævet i mellem musklerne ikke er defekt. (2)

Skal vi passe på maven?

Det hersker generelt et forbud mod at træne øvelser eller lave aktiviteter, hvor toblerone-maven opstår, blandt de fleste sundhedsfaglige. Toblerone-maven anses som en dysfunktion og et tegn på at mavemuskulaturens integritet er kompromitteret.

Men er det overhovedet nødvendigt at give toblerone-maven den ekstra forsigtige opmærksomhed, hvis der ikke opleves ubehag eller smerte?

Ved toblerone-maven er der en belastning i form af det intraabdominale tryk hen over vævet. Men den belastning vil ofte være kortvarig.

Derudover kan man tilføje; er belastning dårligt?

De fleste trænere og behandlere vil gerne have at deres klienter og patienter kan lave et opspænd, der holder toblerone-maven tilbage. Men når vi laver et opspænd i vores mavemuskulatur, så er der jo også belastning hen over det samme væv. Og den belastning er formentlig større ved at aktivt opspænd, da det kan holde toblerone-maven tilbage. Den frivillige aktivering er stærkt nok til at “overvinde” det intraabdominale tryk.

Men alligevel anser man generelt at belastningen fra at aktivt opspænd som værende positiv, mens belastningen fra det intraabdominale tryk, der skaber toblerone-maven, som værende negativ.

Hvorfor egentlig?

Belastning er blot belastning

Belastning er isoleret set ikke negativ. Tværtimod. Overordnet set, så er alt træning, og sundhedseffekter heraf, afhængig af belastning. Belastning bliver først problematisk, hvis den er for stor eller varer ved over for lang tid. Eller en kombination af de to.

Så er der tale om overbelastning. Og hvorvidt noget er en overbelastning er jo relativt i forhold til den enkelte person og vedkommendes udgangspunkt.

Vi kan dermed give et klart og generelt ja/nej svar.

Derfor mener jeg også at den nuværende praksis de fleste steder, hvor toblerone-maven bliver noget, der ikke må finde sted i træningen, er frygtbaseret og ikke baseret i hvad vi ved om grundlæggende fysiologiske tilpasninger ved træning.

Vi skal væk fra generelle og ultimative forbud

Hvis udførelsen af træningsøvelser, altså teknikken, bliver ultimativ med regler som fx at toblerone-maven ikke må finde sted, fremfor at teknik blot er et ideal, som vi arbejder henimod, så er der ikke plads til ”forkert” teknik.
Det kan faktisk være problematisk. Fordi hvis der ikke er plads til at gøre noget forkert, så er det svært at øve sig og blive bedre.

Træning bliver gjort til noget der er enten/eller. Det skaber barrierer for at være fysisk aktiv.

Derfor mener jeg ikke at vi bør se for isoleret på toblerone-maven. Forstået på den måde at hvis den er der, så er det skidt, og hvis den ikke er, så er det godt.

Jeg synes at vi skal se den i en større kontekst og spørger vedkommende; hvordan føles det?
Og derefter kan vi spørger os selv; er vedkommende stabil og i kontrol under udførelsen af øvelsen?
Samt; er vedkommende i en positiv proces, hvor for eksempel maven (og kroppen) kommer gradvist mere og mere under “kontrol”?

Vi har ikke et problem med ødelagte maver

Det var mine tanker. Jeg håber at de kan bruges til noget.

Slutteligt vil jeg bare gerne bede folk om at huske på at vi ikke har et problem med at træning og fysisk aktivitet ødelægger maver. Vi har ikke et problem med at hverken gravide eller nybagte mødre står i kø ved vores skadestuer.

Tværtimod viser forskningen generelt set at de kvinder, der træner (også de, der træner deres mave) har det godt. De er sundere, har et større funktionsniveau og oplever mere velvære end de, som ikke gør.

Kilder:
1) Kulacuglu, 2018: Umbilical Hernia Repair and Pregnancy: Before, during, after.
2) Cavalli et al, 2021: Prevalence and risk factors for diastasis recti abdominis: a review and proposal of a new anatomical variation