Squat & bænkpres træning i smith stativ vs frivægt

af | 21. nov. 2016 | Træning, Video | 0 Kommentarer

Smith stativet – også kaldet smithmaskinen er et populært træningsudstyr i mange fitness centre. Det kan bruges til mange ting, og nogle øvelser kan være relevante at lave i stativet. Hvorvidt en øvelse er relvant afhænger af formålet af øvelsen, samt dit udgangspunkt.

Der er dermed ingen øvelser, der per automatik er gode eller dårlige – udover den som jeg viser i video. Herunder kan du se hvad man ikke skal bruge smith stativet til, samt de typiske fejl, som mange begår i stativet. Derudover viser jeg mine favoritøvelser:

 

Hovedpunkter for videoen:

Liggende benpres i smith stativ er en dårlig øvelse, fordi ulemperne ved øvelsen er langt større en fordelene. Først og fremmest er der hele problematikken med at få drejet stangen fri – det skal du gøre med fødderne. Derudover har du ikke et særligt godt fodfæste og et meget lille og usikkert underlag at genere kraft fra. Sidst så er der risiko for at du krummer ryggen nederst i øvelsen, fordi det kan være svært at holde numsen nede i gulvet. Du har ikke et sæde, som i f.eks. en normal benpres maskine, der fortæller dig at bækkenet holdes på plads.

Apropos benpres i maskine – hvorfor ikke lave den i stedet for? Det er samme bevægelse og øvelse. Det er bare mere sikkert i maskinen og du vil kunne få en større belastning på – og som jeg har været inde på i indlægget om træning på ustabilt underlag, så jo større belastning, jo større muskelaktivering.

Det største problem jeg oplever med smith stativet er, at motionister og andre trænere tror at det er et mellemled mellem maskiner og frivægtsøvelser. Det er det ikke. Bare fordi der er en stang gør det det ikke per automatik til frivægt. Den kører i en fikseret og låst bevægelse. Smith stativet er en maskine.

Mange vælger dog stadig at bruge smith stativet, som en slags overgang fra styrketræningsmaskiner til at begynde på frivægtsøvelser eller som en erstatning for frivægtstræning. Jeg ser det særligt i forhold til squat og bænkpres. Der er bare ét problem. Du bliver ikke bedre til squat eller bænkpres af at træne dem i et smith stativ. Overførbarheden er ret lille.

Du bliver god til squat og bænkpres ved at lære at udføre de 2 frivægtsøvelser teknisk korrekt og derefter træne dem. Det samme gælder andre frivægtsøvelser. Og det kan tage tid, men den tid er bedre givet ud end at forsøge at lære det i smith stativet.

Jeg bruger primært smith stativet som en justerbar forhøjning. Det er en super effektiv måde at lære at udføre en korrekt push up (armstrækker / “armbøjning”) på og derefter gradvist øge belastningen ved at sænke forhøjningen (stangen i smith stativet). Til sidst kan du ende helt nede på gulvet og lave push ups på dine tæer.

0 kommentarer

Indsend en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *