denne tekst vises hvis billedet ikke kan vises

Nyt om kosttilskud: Fordele ved jern og glucosamin

Det seneste stykke tid er der dukket flere spændende videnskabelige undersøgelser op vedrørende kosttilskud. Jeg har derfor valgt at skrive en kort blog om de nye opdagelser. Det første drejer sig om jern og er mere direkte anvendelig, da det viser sig at fremme kvinders sportslige præstationer, mens de sidste to om henholdsvis glucosamins livsforlængende egenskaber og at der er noget i grønne tomater, der kan give store muskler, bestemt er interessante, men mangler yderligere forskning før det kan bestemmes at være relevant for mennesker.

Et tilskud af jern forbedrer kvinders præstation under fysisk aktivitet

Jern er et vigtigt mineral for kroppen, da størstedelen af jernet i det menneskelige legeme er bundet til hæmoglobin, som transporterer ilt med rundt i blodet. Jern spiller derfor en vigtigt rolle i forhold til iltning af kroppens celler. Derudover er jern også nødvendigt for at vores immuneforsvar fungerer optimalt.

En undersøgelse fra universitetet i Melbourne har påvist at kvinder fysiske præstation under motion forbedres, hvis forsøgspersonerne indtog et tilskud af jern. Kvinderne, som indtog ekstra jern, forbedrede deres arbejdskapacitet både under maksimal arbejde (til udmattelse) og under submaksimalt arbejde.

Ifølge forskerne blev den forbedrede præstation primært fundet hos kvinder, som led af jernmangel ved starten af undersøgelsen, og ved kvinder, der var eliteidrætsudøvere. Inden man skynder sig ud og købe kosttilskud med jern, så ville det være en god ide at sikre sig at man får rigeligt med jern gennem sin normale kost først. Her er en liste med jernindholdige fødevarer. Hvis man er eliteidrætsudøver eller træner meget, som kvinde, så kan der være fordele ved at prøve et kosttilskud med jern.

Kilde: http://www.sciencedaily.com/releases/2014/04/140411092312.htm

 

Glucosamin kan muligvis forlænge livet med 10%

Glucosamin er et amino-monosakkarid,  altså et sukkerstof. Det indgår helt naturligt kroppens ledbrusk, og derfor har kosttilskud med glucosamin længe været anvendt af artrosepatienter (artrose er mere alment kendt som slidgigt). Glucosamin har da også vist sig at have en lille, men gavnlig effekt mod artrose, særligt i forhold til smerte og bevægelighed.

Nu har forskere fra Eidgenössische Technische Hochschule Zürich (prøv at gentag det 10 gange hurtigt efter hinanden), altså det tekniske universitet i Zurich, fundet at glucosamin muligvis kan forlænge livet med op til 10%. Undersøgelsen blev foretaget på mus (et tilsvarende forsøg med mennesker vil være svært at udføre pga. tidsaspektet, samt at det vil være utroligt omfattende at kontrollere forholdene), hvor 100 uger gamle mus, svarende til en menneskelig alder af 65 år, blev opdelt i 2 grupper. Begge grupper fik samme kost, men den ene gruppe fik et tilskud af glucosamin. Tilskuddet med glucosamin forlængede musenes liv med 10% svarende til 8 år for mennesker.

Kilde: http://www.sciencedaily.com/releases/2014/04/140408122135.htm

 

Tomatidin fra grønne tomater kan øge muskelmasse

Forøgelse eller bevarelse af muskelmasse er ikke kun noget, som interesserer bodybuildere eller andre folk, som træner meget. Muskelatrofi (tab af muskelmasse) sker i forbindelse med alderdom, inaktivitet i forbindelse med skade og generelt ved længerevarende sygdom. Resultatet er nedsat funktionsevne og livskvalitet. Derfor forskes der meget for at finde et middel, som kan hindre muskelatrofi med så få negative bivirkninger, som muligt.

Forskere fra University of Iowa har undersøgt et stof fra grønne tomater kaldet tomatidin og fandt at det stimulerede menneskelig muskelceller til vækst in vitro. Derefter satte de et forsøg i gang med mus, som fik tilføjet tomatidin i deres kost. Resultatet var at musene fik større muskler og tabte fedtmasse.

Tomatidin lader derfor til at have en række positive sundhedseffekter, såsom at øge og bevare muskelmasse, samt at sænke fedtmængden. Det kan potentielt blive et middel, som ikke blot benyttes i behandlingsøjemed, men det kunne også blive et meget populært kosttilskud, hvis det lykkes nogen at putte det på dåse. Men inden du løber ned i Superbrugsen efter grønne tomater, så er der  pt. ikke foretaget forsøg på mennesker endnu og der vides derfor ikke om det har en effekt på os eller hvor stor en mængde af tomatidin, som vi mennesker skal indtage, for at få en effekt, som svarer til resultaterne med musene. Derudover vides det heller ikke om der er potentielt negative effekter for mennesker forbindet med et stort indtag af tomatidin. Så der er behov for flere undersøgelser af tomatidin før man kan sige noget mere konkret.

Kilde: http://www.sciencedaily.com/releases/2014/04/140409134638.htm

 

3 Kommentarer

  • jacob 24. september 2014 kl. 21:08

    Det virker noget af lidt for måske det og måske dat!

  • Kristian Bradsted 25. september 2014 kl. 07:25

    Hej Jacob

    Har du lyst til at uddybe din kommentar? Jeg tror ikke helt jeg har fanget meningen med den. 🙂

  • Jakob Boman 8. juli 2016 kl. 10:57

    Spændende blot post:-) Findes glucosamin naturligt i nogle fødevarer eller skal man indtage det som tilskud?

Skriv en kommentar

Dine email adresse vil ikke blive vist.