denne tekst vises hvis billedet ikke kan vises

EQ Pure Arctic og Balance olie: Helse eller humbug?

olie-bred

Jeg har tidligere skrevet en artikel omkring Balance Olien fra Zinzino på fitness-blog.dk. Fitness-blog blev solgt henover sommeren 2016, og den nye ejer har tilsynladende fjernet artiklen. Jeg er sidenhen blevet kontakte af flere, som har spurgt til artiklen fordi de ønskede at videreformidle indholdet.

Da jeg mener at artiklens indhold stadig er yderst relevant, har jeg valgt at skrive en ny og opdateret artikel. Denne artikel tager udgangspunkt i Balance olien, men er også gældende for EQ Pure Arctic Oil fra Eqology, som er et næsten identisk produkt, der sælges gennem den samme fremgangsmåde.

Jeg har mødt begge olieprodukter i min daglige færden i sundheds- og fitnessbranchen. Jeg oplever at produkterne bliver tilbudt mange selvstændige med enkeltmandsvirksomheder, som en mulighed for videresalg til deres kunder, klienter og patienter. Ligeledes oplever jeg at flere af mine træningsklienter har fået det tilbudt af personer i deres familie eller omgangskreds.

Fælles for dem alle er, at der med tilbuddene følger påstande om utrolige sundhedseffekter, samt skræmmende (mis)information om konkurrende produkter. Jeg har derfor følt mig nødsaget til skrive en artikel (igen) for at afklare hvad der er fakta, og hvad der er fiction.

 

Hvad er Balance olie?

Balance olien er et kosttilskud, som sælges af virksomheden Zinzino. Zinzino står også for salg af kaffe og kaffemaskiner.

Zinzinos produkter, herunder balance olien, kan ikke købes i butikker eller andre webshops. Balance olien skal købes via såkaldte ”direktesalg”.

Direktesalg sker gennem deres partnere, som kan være privatpersoner eller mindre virksomhedsejere (fx en zoneterapeut). Zinzinos partnere kan enten få deres egne produkter billigere eller tjene penge, når de sælger balance olien. Ligeledes kan de tjene penge via kommision, hvis de skaffer Zinzino nye partnere, der også køber produkter.

Det direktesalg system kaldes også Multi-level marketing (MLM) og er lovligt i Danmark. Forbrugerrådet har dog udtryk bekymringer over salgsmetoden, da de mener at de minder om ulovligt pyramidespil. (Link til udtalelse fra Forbrugerrådet)

 

Hvad indeholder Balance olien?

Olien består primært af omega-9, omega-3 og D-vitamin ifølge Zinzinos egen hjemmeside. Alle 3 er næringsstoffer, som er vigtige at indtage gennem sin normale kost. Og der kan være gode argumenter for at indtage D-vitamin gennem kosttilskud, særligt i vinterhalvåret her i Danmark. Ligeledes kan man supplementer med omega-3 fra fiskeolie, hvis man ikke spiser regelmæssigt fed fisk.

Omega-9 kan dog virke overflødig, da det er forholdsvis nemt at indtage rigeligt gennem sin normale kost. Omega-9 findes for eksempel i olivenolie, som let kan benyttes i madlavning. Men her påstår sælgere og brugere af Balance olien at omega-9 har en særlig beskyttende egenskab. Mere om det senere.

Det primære aktive næringsstof må siges at være omega-3. Mængden af omega-3 fedtsyrer (EPA + DHA) i Balance olien ligger på 33,8% af det samlede indhold.

Sammenlignet med konkurrerende omega-3 produkter, så er dette et lavt indhold. Eksempler på 3 produkter, hvor du får mere omega-3 for ca. samme pris eller billigere er blandt andre:

  • Omega-3 fra Nordic Naturals (55 % EPA + DHA)
  • O3 fra Purepharma (65 % EPA + DHA)
  • Omega Balance fra Myprotein (60 % EPA + DHA)

 

Prisen for at være i balance

Da Zinzinos balance olie ikke sælges i butikkerne, så kan det være svært at finde frem til en konkret pris. Men gennem salgsmateriale, som jeg har set omdelt, samt henvendelser fra tidligere kunder, har jeg fundet frem til at prisen på en flaske olie koster 350 kr + 50 kr i fragt.

Zinzino sælger også deres Balance olie i kapsler, som må siges at være den mest gængse måde at indtage fiskeolie produkter på. Balance olien sælges i bøtter á 120 kapsler. Her koster 6 bøtter med Balance olie knap 2100 kr. Det er næsten 350 kr. per bøtte. Prisen må derfor siges at ligge i den dyre ende, hvis vi sammenligner den med prisen på konkurrerende produkter.

Du skal derudover være opmærksom på at Zinzino produkter betales via et abonnement over 6 måneder – deraf prisen for 6 bøtter. Dette vil sige at du forpligter dig i 6 måneder ved at købe Balance olien.

Sammenligner vi kapslerne fra Balance olien med Omega 3 fra Nordic Naturals – et konkurrerende produkt til samme pris, så får man både et større indhold af omega-3 hos Nordic Naturals (55%) end hos Balance olien (33,8%) og man får flere kapsler (Nordic Naturals: 180 vs. Balance olie: 120).

 

Du betaler næsten 7 gange så meget for den samme omega-3

I en kommentar på min tidligere artikel på fitness-blog.dk blev jeg gjort opmærksom på at Zinzino køber deres fiskeolie til Balance olien fra den islandske producent Lysi (dokumentation her). Lysi’s egne produkter sælges i flere danske butikker til en forholdsvis lav pris.

Her er en sammenligning af indholdet af Balanceolien og Lysi’s fiskeolie:

  • Balanceolien indeholder 200mg Omega 3 per mL, heraf 102mg EPA og 48mg DHA
  • Lysi fiskeolie indeholder 308mg Omega 3 per mL, heraf 147mg EPA og 92mg DHA

Begge produkter indeholder citrus og E306(tocopherol).

  • Prisen på balanceolien er pr. mL: 280kr/300mL= 0,93kr/mL Daglig pris ved indtag af 3000mg Omega 3 =14 kr.
  • Prisen på Lysi fiskeolie er pr. mL: 50kr/240mL= 0,21kr/mL Daglig pris ved indtag af 3080mg Omega 3 =2,10 kr.

Du betaler derved knap 7 gange så meget for den samme fiskeolie. Producenten er den samme. Fiskeolie fra Lysi kan du gå ned i f.eks Superbrugsen i dag og tage ned fra hylden. Du behøver ikke at betale for det over det næste halve år, men kun den ene gang.

Så skal der selvfølgelig omvendt også påpeges at Lysi’s egen fiskeolie hverken indeholder olivenolie og D-vitamin. Men for 11,90 kroner om dagen kan du købe rigtig meget D-vitamin og olivenolie.

 

Kort om Balance olien:

– Balance olien sælges gennem en salgsmetode, kaldet MLM, som i følge forbrugerrådet kan være på kant med markedsføringsloven.

– Balance olien er primært et omega-3 produkt blandet op med en masse olivenolie.

– De positive sundhedseffekter ved at tage Balance olien må menes at være de samme, som ved alle andre fiskeolie produkter med omega-3. Næringsstofferne er de samme. Effekterne er derfor ikke særlige kun for Balance olien.

– Balance olien har et lavere niveau omega-3 end de fleste konkurrerende produkter.

– Omvendt, så er Balance olien dyrere end konkurrerende produkter, der kan købes i ganske almindelige butikker og webshops uden at du skal binde dig til et abonnement.

 

Påstande om Balance olie og EQ Pure Arctic Oil

Jeg vil i det følgende nævne nogle af de påstande, som partnere ofte benytter sig af for at sælge deres produkt, og give mit bud på om der er hold i påstandene. Overordnet set går mange af påstandene på at Balance olie og EQ Pure Arctic Oil har en bedre virkning end andre produkter.

Denne påstand kan kun fastslås ved at der laves en objektiv undersøgelse, hvor effekten af produkterne sammenlignes under kontrollerede forhold (en dobbeltblinded randomiseret kontrol undersøgelse ville være det optimale). Der forelægger dog ikke sådan en undersøgelse, hvilket vil sige at der ingen belæg er for at påstå at et produkt er bedre end et andet.

 

“Vi tilbyder en omega-3/omega-6 test før og efter, der beviser at vores produkt virker. Dette gør andre produkter ikke, så vi ved ikke om de virker”.

Jeg vil ikke anfægte deres tests, som bliver foretaget i udlandet. Dette har jeg intet belæg for. Men helt simpelt, så betyder en test ikke at andre produkter ikke virker. Forskning har vist at regelmæssig indtagelse af omega-3 forbedrer omega-3/6 ratioen. Dette gør sig ikke kun gældende for omega-3 i Balance olie eller EQ Pure Arctic Oil blot fordi de tilbyder en test. Dette gør sig gældende generelt for omega-3.

 

“Vores olie kan kurere diverse lidelser, såsom gigt, migræne, hudlidelser, depression, astma og allergier…”

Der er efterhånden lavet en hel del undersøgelser på omega-3 fedtsyrer og de positive sundhedseffekter ved et regelmæssigt indtag er: Sænkning af blodtryk ved personer med forhøjet blodtryk, nedsætte risikoen for hjertekar-sygdomme, hvis du er i risikogruppen, små forbedringer i kolesteroltallene, sænke mængden af frie triglycerider i blodet, generelt forbedre kognitive evner, herunder en mindre positiv effekt på depression, demens og generel kognitiv forfald. Derudover peger noget forskning på at omega-3 kan have en såkaldt anti-inflammatorisk effekt. Der er dog mange ting, der spiller ind i forhold til inflammation, og hvorvidt omega-3 kan spille en egentlig rolle mangler fortsat forskning.

Der er mig bekendt ikke belæg for at omega-3, og herunder Balance olie og EQ Pure Arctic Oil, kan have en positiv effekt på andet end, det som jeg nævner i det ovenstående.

 

“Andre produkter er harske eller ender med at blive harsk i maven efter indtagelse. Dette gør Balance olie / EQ Pure Arctic Oil ikke, da den særlige blandingsforhold med omega-9 beskytter omega-3 fedtstofferne”

Til trods for rygter om det modsatte, så er det intet belæg for at hævde at fiskeolie, der sælges i Danmark er harske eller harske i sådan en grad at det er sundhedsskadeligt at indtage (notat fra DTU Fødevareinstituttet).  Hvorvidt at omega-3 blandet med (meget) omega-9 har en bedre effekt end omega-3 alene er mig bekendt ikke blevet undersøgt endnu. Det er derfor en udokumenteret påstand. De mange undersøgelser, som har vist en gavnlig sundhedseffekt af indtag af omega-3, er lavet primært ved at give forsøgspersoner tilskud med omega-3 og ikke omega-3 og omega-9. Omega-3 her dermed gavnlige effekter også i fraværet af en hel masse omega-9.

 

I kommentarene til denne artikel er der flere eksempler på påstande omkring olierne, der savner evidens. Det giver et godt billede af hvordan olier, som Balance Olie og EQ Pure Arctic Oil, bliver solgt på et falsk grundlæg af enten nær-mirakuløse effekter, skræmmende misinformation om andre produkter eller en blanding af disse to. Du kan læse kommentarene herunder.

 

Dyre dråber og overdrevne effekter

Min holdning til olier som Balance olien og EQ Pure Arctic Oil er ret klar. Det er et produkt med et lavt indhold af omega-3, der bliver solgt til en høj pris. Det gør det dermed til et dårligt køb set fra en forbrugers synspunkt.

Men det er der jo så mange andre ting, der er…

Det største problem ved disse olier er efter min mening, at den sælges gennem direkte salg. Jeg skal ikke gøre mig til dommer for hvorvidt at salgsmetoden er ulovlig eller ej. Men gennem direkte salg metoden er der mulighed for at produktet kan sælges på baggrund af udokumenterede påstande.

De direkte salg kan medføre en tvivlsom markedsføring, hvor påstande om utrolige effekter kan benyttes. Det foregår oftest som møder mellem 2 eller flere personer. Oliens påståede egenskaber bliver derfor leveret mund til mund.

Derigennem opstår der sundhedseffekter og personlige erfaringer med produktet, som sælgeren aldrig kunne slippe af sted med at skrive i sin webshop eller i officielt salgsmateriale. Har du snakket med en sælger eller brugere af Balance olie eller EQ Pure Arctic Oil, så har du formentlig oplevet dette.

Begge olieprodukter indeholder omega-3 fedtsyrer, som har dokumenteret positive sundhedseffekter ved de rette mængder. Men det er ikke enestående for hverken EQ Pure Arctic Oil eller Balance olien. Det er noget, der generelt er gældende for omega-3 produkter. Derfor er olierne hverken unik eller mirakuløs.

Tværtimod, så kan du finde konkurrerende produkter, der både indeholder mere omega-3 og kan købes til en billigere pris. Uden at du skal binde dig til et abonnement.

45 Kommentarer

  • claus jakobsen 4. december 2016 kl. 15:27

    hej jeg kender personer i min omgangskreds som forhandler zinzino og hvad er fakta ang.det de påstår nemlig at den proces der gør at epa og dha indkapsles og bliver lig med depotmedicin og har måttet høre på at forskerne bag har fået nobelprisen håber du gider svare da jeg godt kunne bruge nogle argumenter som ikke kommer fra zinzino. hilsen claus

  • Kristian Bradsted 6. december 2016 kl. 14:39

    Hej Claus

    For at jeg er sikker på at jeg forstår dig korrekt, så har du fået at vide af forhandlere af Zinzino at deres omega-3 fedtsyrer bliver indkapslet i forarbejdsningsprocessen, så det virker som depot medicin?

    Først og fremmest så er det ikke din opgave finde beviser for deres påstande. Det er dem, som fremlægger påstande om deres olie. Det er dermed også dem, som skal fremlægge beviser for de påstande.

    Jeg har oplevet det utallige gange i min tidligere artikel på fitness-blog (som blev fjernet, da der kom ny ejer), at tilhængere og forhandlere kom med de mest utrolige påstande om olien. Så snart jeg stillede spørgsmålstegn, så mente de at det var min opgave at modbevise det. Sådan fungerer det ikke ikke i et retssamfund. Der bør ikke herske omvendt bevisbyrde.

    Så næste gang nogen påstår noget, så kræv beviser for de påstande. Hvis de ikke kan bevise det, så er der som udgangspunkt ingen belæg for deres påstande.

  • Henning Andersen 10. december 2016 kl. 10:16

    Hej Kristian. Du nævner i din blok at en test af n-3/n-6 balancen er bundet op på en kortere eller længere købsaftale.
    Er du bekendt med muligheder for at få lavet en uvildig test?
    Med venlig hilsen/Henning

  • Kristian Bradsted 12. december 2016 kl. 10:52

    Nej, det er jeg ikke.

    Spørgsmålet er om der overhovedet er behov for en test? Vi ved fra videnskabelig forskning at indtag af omega-3 fedtsyrer (ikke kun balance olie eller Pure Arctic oil) forbedrer ratioen. For mig at se bliver testen brugt som en salgsgimmick til ikke blot at påpeger at et produkt virker, men også at andre produkter ikke virker, hvilket ikke giver nogen logisk mening.

  • Joan Hersø 1. februar 2017 kl. 17:52

    Hej Kristian. Jeg har hørt; det efter min mening, helt tåbelige påstand, at man skal spise TO KILO FISK om dagen for at blive dækket ind med ens behov for fiskeolie, og ved at tage Zinzino balanceolie, så bliver man dækket ind. Jeg mener man skal spise fisk to gange om ugen og ca. på ugebasis 300 g, så det er da noget af en påstand, som jeg ikke kan finde dokumentation for. Kan du hjælpe mig med lidt info.

  • Kristian Bradsted 3. februar 2017 kl. 14:40

    Det lyder som om at der er nogen, der har misforstået noget eller kommet til at bytte rundt på enhederne. :-)

    Mig bekendt, så viser de fleste forskningsstudier, at omega-3 har en positiv effekt på sådan noget som led ved en dagsdosis på eller over 2000 mg omega-3. Altså 2 gram omega-3 og ikke 2 kg fisk. For en positiv effekt på hjertefunktion, så behøver vi kun omkring 500 mg – 1000 mg omega-3 for at få en positiv effekt.

    2 kilogram fisk om dagen lyder fuldstændig vanvittigt, og hvis vedkommende, der kommer med påstanden, ikke selv kan bakke sin påstand om med evidens, så synes jeg bare at du skal lade den påstand prelle af på dig.

    I de fleste fisk, som vi spiser her i Danmark (makrel, laks, sild osv.) er omkring 2 til 6 g omega-3 per 100g fisk. Man skal dermed ikke spise 2 kg fisk for at få tilstrækkeligt med omega-3. :-)

  • Sørina 13. februar 2017 kl. 09:53

    Hej,
    Det var meget interessant læsning.
    Jeg tager selv Pure Artic Oil, kan du fortælle mig om jeg kan tage altid fiskeolien i stedet for Pure Artic Oil?
    Jeg giver 387.-+ fragt 50.- pr. Måned i 6 måneder.
    På forhånd tak for hjælpen
    Sørina

  • Kristian Bradsted 14. februar 2017 kl. 12:45

    Hej Sørina

    Ja, som udgangspunkt kan du sagtens. Du vil kunne få den samme mængde omega-3 fedtsyre for færre penge, og uden at skulle binde dig til et betalingsabonnement. Hvis du også har behov for D-vitamin, så vil du også kunne købe dette og stadig have sparet penge.

  • Lene 16. februar 2017 kl. 08:56

    Hej Kristian
    Ved du om zinzinos omega 3 olie er forarbejdet ved lavere temperatur således kroppen bedre kan optage omega 3?
    God artikel du har skrevet.
    Mvh Lene

  • Chris 17. februar 2017 kl. 11:14

    EQ Pure Arctic Oil smager frisk og godt og har lav TOTOX. Lav TOTOX give bedre sundhedsmæssige fordele. Se link:

    http://www.madforlivet.com/viden-og-forskning/fiskeolie-og-totox/

  • Bettinna Delfs 21. februar 2017 kl. 13:45

    Kære Kristian
    Jeg må desvære sige, at din information omkring EQ olie og fedtsyrer er meget mangelfuld og ensidig. Jeg håber, at du er fair overfor dine læsere og lader dette stå på din blog.
    Hvis du skal have, hvad der svarer til 1 spk. EQ olie af DHA og EPA, skal du op på 8-10 piller. Alle fiskeprodukter i pilleform har en højere totox-værdi (harskningsgrad) end iltfri presset olie.
    Ring derefter til firmaerne og hør, hvor de har deres olie fra – oftet komme det fra Chile og Peru, også selvom det bliver solgt som om det kommer fra Norden.
    EQ olien kommer fra det nordligste polarhav, og torsken bliver presset på både med det samme. Ingen fiskeolie har så lav en totox-værdi som den fra EQ.
    Når du selv mærker effekten af EQ olien, og anbefaler den til 3 – ja så får du den selv gratis, ingen anden olie kan du få gratis.
    PLUS du har mulighed for at får en blodtest der viser din personlige Omega-3 og 6 balance ved at sige ja til at købe 7 flasker olie over 6 mdr. Derefter er olien nede på 279,- pr. flaske, som svarer til en månedes forbrug. Så din påstand, at den er dyr? – Jeg tager den personligt og aldrig taget fiskeolie indtil jeg støtte på dette rene produkt.
    Gode hilsener Bettinna Delfs

  • Kristian Bradsted 21. februar 2017 kl. 14:24

    Tak Lene.

    Zinzino får deres omega-3 fedtsyrer fra producenten Lysi. Begge sælger olier i Danmark og skal dermed opfylder krav og retningslinjer fra Fødevarestyrelsen.

    Der er ikke et problem med harske fiskeolier i Danmark til trods for hvad nogle forsøger at skræmme andre til at tro, så jeg vil gå ud fra at både Zinzino og Lysi behandler deres olie efter de gældende regler.

  • Kristian Bradsted 21. februar 2017 kl. 14:37

    Chris, det er rigtig fint at du er glad for den olie, som du har valgt at købe og indtage.
    Kan du fremlægge evidens for at EQ Pure Arctic Oil har et lavt TOTOX tal? Og at dette ligger under gennemsnittet for andre fiskeolier?

    Generelt, så er der en tendens til at tilhængere og sælgere af EQ Pure Arctic Oil og Balance olien påstår at disse olier har lave TOTOX tal. Kan jeg ikke få lov at se et bevis for dette? Og endnu vigtigere at disse tal er lavere end de andre produkter på markedet?

    For mig at se føres der en skræmmekampagne. DTU har i deres undersøgelser fastslået:
    “Den internationale omega-3 organisation (GOED, som er en organisation for omega-3
    olieproducenter) har dog vedtaget en grænse for TOTOX-tallet på 26, som fiskeolier skal leve op til under hele deres holdbarhedsperiode. Alle de fiskeolier, som DTU Fødevareinstituttet undersøgte for DR Kontant, lå under denne grænse.”
    Kilde (pdf): http://www.food.dtu.dk/-/media/Institutter/Foedevareinstituttet/Publikationer/Pub-2013/notat_harske_fiskeolier.ashx?la=da

  • Kristian Bradsted 21. februar 2017 kl. 14:52

    Kære Bettinna

    Jeg vil lade din kommentar stå, hvis du kan komme med beviser fra troværdige kilder for samtlige af dine påstande. Disse er:

    “Alle fiskeprodukter i pilleform har en højere totox-værdi (harskningsgrad) end iltfri presset olie”

    “…oftet komme det fra Chile og Peru, også selvom det bliver solgt som om det kommer fra Norden”

    “Ingen fiskeolie har så lav en totox-værdi som den fra EQ [Pure Arctic]”

    Det er dine påstande. Det er dermed dit ansvar at fremlægge beviserne for dem. Ellers tager jeg det ikke seriøst og jeg sletter din kommentar.

    Derudover så kommer du med konstateringer omkring spsk. olie vs. 8-10 tabletter, samt pris, hvor simpel matematik siger at du er forkert på den. Jeg har endda eksempler i denne artikel, som du kommenterer på. Prøv at læse den igen.

  • Nicklas 22. februar 2017 kl. 15:30

    Fremragende læsning og tak fordi du har taget dig tid til, at forklare så nøjsomt omkring fiskeolien. Det er nemt at blive fanget i gode historie og misinfomation. Jeg køber selv mit omega-3 fra apoteket (deres eget mærke) til en glimrende pris. Det vil jeg fortsætte med :)

  • Stella 26. februar 2017 kl. 13:46

    Spændende læsning, som hjalp mig til at træffe, for mig, det rigtige valg mht fiskeolie. Jeg har lige skiftet mærke indenfor fiskeolie, efter jeg så forbrugerrådet tænk test af disse, og der kunne jeg se at den vi tog fra multitabs (apoteket) kun var på middel. Da jeg har svært ved at få sådan noget olie ned, bliver det ved kapsler herhjemme, og jeg har efterfølgende købt pikasol premium fiskeolie kapsler, som fik en score på 67% ud af 100.

    https://taenk.dk/test/fiskeolie/testede-produkter

    Og så lige en tak, for at redde mig fra at falde i fælden, fordi en ven sælger EQ.

  • Bettinna Delfs 5. marts 2017 kl. 21:56

    Kære Kristian
    Mine kommentar afventer stadig sv. ? Sådan ser det ud på min pc.
    Efter min erfaring med at skrive på din blok vil jeg love mine læsere at lade alt stå, alt andet er useriøst.

    Ring eller skriv til mig, hvis du har lyst – jo flere vinkler på et emne jo bedre viden.

    Gode hilsener
    Bettinna

  • Dorthe 5. marts 2017 kl. 23:13

    “Alle fiskeprodukter i pilleform har en højere totox-værdi (harskningsgrad) end iltfri presset olie”

    —dette var der en masse information om i en DR-udsendelse for 1-2 år siden

    “…oftet komme det fra Chile og Peru, også selvom det bliver solgt som om det kommer fra Norden”

    —svar skyldig

    “Ingen fiskeolie har så lav en totox-værdi som den fra EQ [Pure Arctic]”

    —EQ oplyser værdien, det gør andre selskaber ikke. Man kan dog læse denne artikel (og google totox for den sags skyld): http://fiskeolie-test.dk/er-din-fiskeolie-harsk/

  • Kristian Bradsted 6. marts 2017 kl. 11:12

    Betinna:

    Jeg har ikke godkendt dine efterfølgende kommentarer, da du ikke kommer med belæg for dine påstande. Der kommer blot nye påstande uden evidens, og opfordringer til at jeg skal ringe rundt til forskellige forhandlere.

    Jeg har skrevet min artikel i et forsøg på at komme med noget faktuelt og objektiv viden på området, da det er så mange påstande uden belæg om fiskeolie generelt. Derfor vil jeg af gode grunde ikke lægge spalteplads til at denne tendens forsætter på min hjemmeside.

    Alle er velkommen til at skrive. Men kommer man med en påstand, så skal man kunne fremlægge bevis for den påstand og ikke bare bede os andre om at forsøge at modbevise den. Sådan fungerer det ikke.

    Jeg vil dog gerne takke dig for din gode tone.

    Du må have en god dag. :-)

  • Kristian Bradsted 6. marts 2017 kl. 11:30

    Hej Dorthe

    “dette var der en masse information om i en DR-udsendelse for 1-2 år siden”
    Link?
    Hvis det er Kontant udsendelsen, som du tænker på, så er det 4,5 år siden den blev sendt. DTU Fødevareinstituttet kom efterfølgende med en kritik at udsendelsen. Det har jeg skrevet om i artiklen, hvor der er link til DTU.

    “EQ oplyser værdien, det gør andre selskaber ikke. Man kan dog læse denne artikel (og google totox for den sags skyld)”
    Det er ganske enkelt ikke rigtigt. Der er adskillige producenter, der oplyser deres TOTOX tal. Blandt andre Pikasol og Futura.
    Link: http://www.pikasol.dk/?page_id=246 og http://www.futura-helsekost.dk/Fiskeolie.43.aspx

    Og selvom det var tilfældet at EQ var de eneste (hvilket de ikke er), så er det ikke et bevis for at EQ Pure Arctic, så har lavere TOTOX tal.

  • Sofia 15. marts 2017 kl. 10:06

    Er i chok over en kan skrive sådan en gang pjat, kan følge man er utilfreds med network , men at udtale sig om noget man intet ved om er lavt. Jeg har taget mange forskellige fiskeolier som faktisk ingen virkning havde de kommer ind i kroppen og ud igen ca 4 timer efter, balanceolien bliver i kroppen op til ca 34 timer, vil lige høre om du mener der ingen forskel er? når man vælger en fiskeolie skal man bestemt gå efter dem med test til, prøv at tage en test selv jer der tror der ingen forskel er, jeg gjorde og blev meget klogere. sidst i 2015 fik jeg to blodpropper i hjertet , noget af en tur… Jeg startede både på olien og xtender fra zinzino , min krop var helt i stykker, efter en tid til en undersøgelse fik jeg at vide det så rigtig godt ud , den sidste undersøgelse overlægen var faktisk i chok , ingen i hans 30 år som læge havde fået deres krop rettet op så hurtig , og burgte ikke kunne lade sig gøre uden medicin, men jeg er et levende bevis for det kan gøres med de rigtige ting, olien fra zinzino er fantastisk ligegyldig hvor mange der prøver på at fortælle den ikke er, selv lægerne er ved at forstå, så at en her inde skriver sådan en gang pjat må stå på hendes regning har intet med sandheden at gøre…

  • Sofia 15. marts 2017 kl. 10:22

    Håber du er en person der deler de svar du ikke ønsker også, vi må se om du gør

  • Kristian Bradsted 15. marts 2017 kl. 21:01

    Hej Sofia

    Jeg håber at du er kommet dig over dit chok.

    Det, som jeg skriver, står på min regning. Det underbygges dog også af videnskabelig evidens og der er dermed belæg for mine udtalelser. Kan du sige det samme om dine?

    Som jeg har skrevet flere gange herinde: Når man kommer med en påstand, så skal den også underbygges. Du kommer f.eks med noget af en påstand:

    “Jeg har taget mange forskellige fiskeolier som faktisk ingen virkning havde de kommer ind i kroppen og ud igen ca 4 timer efter, balanceolien bliver i kroppen op til ca 34 timer”

    Hvor har du dette fra? Kan du henvise til noget, som beviser denne påstand?

    Det samme gør sig gældende af din kritik af min artikel. Du skriver at det er en gang pjat og at det er “lavt” at udtale sig om noget man intet ved om.

    Prøv at gå efter bolden fremfor manden. Hvad er det helt konkret, som du mener, er faktuelt forkert i artiklen? Dette skriver du faktisk intet om.

    I forhold til din sygehistorie, så er det godt at høre at du har fået det bedre. Men din bedring kan ikke tilskrives omega-3 olie (uanset hvem der sælger den) ligesom den heller ikke ville kunne tilskrives zoneterapi, healing eller noget helt fjerde.
    Enkeltmands historie (anekdoter) kan ikke bruges til at sige noget, der skulle være generelt gældende for alle andre mennesker. Der er simpelthen for mange usikre og ukontrollerede variabler – også ting, som den enkelte person slet ikke er klar over. Indenfor videnskaben rangerer anekdoter lavest i evidenshierarkiet. Du kan læse mere om dette her: https://sciencebasedmedicine.org/the-it-worked-for-me-gambit/

    For eksempel er der noget ved din historie, som virker underligt (at du fik 2 blodpropper i hjertet og så ikke modtager medicin), men dette vil vi ikke kunne debattere. Jo, vi kunne måske godt bruge tiden på det, men det ville være nytteløst, fordi det aldrig ville kunne føre til noget konkret. Den eneste måde at finde frem til en tæt på indiskutabel sandhed var, hvis du fremlagde din journal. Dette forventer jeg ikke at du gør, men jeg håber at du kan se hvordan en enkeltmands historie ikke kan bruges som evidens.

    Jeg tror at vi alle kender eller har hørt om en, der blev over 90 år gammel, selvom hun røg tobak hver eneste dag i sit voksenliv. Betyder det så at tobak ikke er farligt?

    Nu nævner du til sidst i din kommentar at mit “pjat” intet har med sandheden at gøre. Den videnskabelig metode, som jeg følger, er søgen efter objektive virkeligheder, hvilket er så tæt på “sandheden”, som man kan komme. Du skal igen være velkommen til at komme med nogle konkrete eksempler på hvor jeg i min artikel afviger fra sandheden. Men husk at underbygge med kilder.

  • Roland N. 18. marts 2017 kl. 14:11

    Kristian Bradsted:

    1. Du er en genial debattør. Saglig selv med mudder smidt lige i ansigtet 😀
    2. Tak til Chris, Betinna og Dorte for jeres “underholdende” kommentarer på Kristians SUPER gode artikel.
    3. God weekend :)

  • Henrik Liner 18. marts 2017 kl. 18:33

    Goddag.
    Er denne olietråd ikke løbet lidt af sporet.
    Har et par spørgsmål
    Bliver sælgere af Balance olien så aflønnet fra udlandet ?
    Er der rekrutterings møder ?

    Er helt ærligt ikke blevet klogere.

    God rejse i livet til alle

  • Kristian Bradsted 18. marts 2017 kl. 21:36

    Goddag Henrik

    Hvorledes mener du at kommentar-tråden (jeg antager at det er den, som du mener) er løbet af sporet?

    Jeg kan ikke svare dig med fuldstændig sikkerhed på dine 2 spørgsmål. Jeg ved dog at der er en dansk afdeling af Zinzino med en ledelse, da jeg tidligere at blevet kontaktet af en fra ledelsen.

    I forhold til rekruttering af nye “partnere”, så sker det vist primært via 1-til-1 møde og mindre gruppe-møder. Det er dog kun baseret på de beretninger, som jeg har fået fortalt, samt ud fra de mange kommentarer i den tidligere tråd på fitness-blog.dk.

  • Paw 19. marts 2017 kl. 14:25

    Hej Kristian

    Hvilken fiskeolie tager du selv?

    Mvh :)

  • Kristian Bradsted 19. marts 2017 kl. 19:50

    Hej Paw

    Jeg tager i øjeblikket ikke fiskeolie i form af kosttilskud. Men forsøger at få nok via min almindelig kost.

    Det er dog svært med børn og travl hverdag, så omega-3 i form af tilskud kunne godt komme på tale igen. Her har jeg dog ikke nogen særlige præferencer. :-)

  • Anne 21. april 2017 kl. 01:45

    Hvis man ønsker at se flere spændende, uvidenskabelige anekdoter fra enkeltpersoner, kan man tjekke zinzinos trustpilot – men primært anmeldere, som kun har anmeldt denne ene virksomhed, og som ikke har billede. Det er hylende sjov læsning, og jeg plejer at bruge siden til mit undervisningsforløb om “natuvidenskabelig metode” i fysik i gymnasiet. Eleverne fandt denne skønne geni-streg af et modeksempel, så kære Kristian: Tak for eksemplet på god naturvidenskabelig argumentation, samt for at udvise rigtig god refleksivitet ift. kilder på nettet. Mine elever lærer noget af det :)

  • Katrine 21. april 2017 kl. 13:23

    Jeg er lige blevet præsenteret for EQ arctic fiskeolie af en ven fra Facebook. Med min uddannelse som farmakonom og mit arbejde i et lægehus sad jeg bare og måbede over hvad de kan bilde folk ind. Min faglige stolthed råbte bare NEJ NEJ det skal du ikke sælge. Fedtsyretest som sendes ind til et laboratorium og fortæller folk at den fiskolie de tager nu slet ikke er god nok. Efter 6 mdr på EQ arctic påstår testen vel så at nu er tallet steget. Jeg var næsten ved at grine, men blev også tosset over at man slår plat på syge mennesker. Mange kosttilskud har en god effekt på nogle sygdomme, noget videnskabeligt dokumenteret andet kun udfra erfaringer. Men syge mennesker er desperate og der skal man have sin faglighed i orden og ikke sælge for at sælge. Produktet er måske fint nok, men det er måden det sælges på som er forkasteligt. Udfra min mening minder det lidt om pyramide spil. Jeg kunne nok med min baggrund sælge meget, men der kommer min moral i fordærv og det nægter jeg. Før man lovpriser sit produkt fremfor andre produkter, skal man have dokumentationen i orden. Hvad angår blodprøven, som jo nok er det der sælger produktet, bliver den taget af uafhængige laboratorier. Eller er det ligesom borreliatesten, som viste positiv på 10 mennesker på et tysk laboratorie, som samarbejdede med den læge som gav behandlingen og hvor samme blodprøve blev sendt til et dansk laboratorie hvor den viste det stik modsatte nemlig negativ??.

  • Joan 30. april 2017 kl. 11:49

    Katrine, den udsendelse om udenlandske tests og Borrelia – da må du gerne kontakte mig og høre den virkelige oplevelse fra patienterne i Danmark – en modbydelig udsendelse, lavet af TV2 – hvor dé netop var svindlere og løj og ødelagde det for tusindere i Danmark, tænkeligt mange år frem i tiden.

  • Kristian Bradsted 1. maj 2017 kl. 09:30

    Joan,
    Kan du henvise til et sted, hvor man kan læse mere om den kritik, som du kommer med af TV2s udsendelse?
    F.eks. en artikel eller lignende med konkrete kritikpunkter?

    Mig bekendt er TV2 udsendelsen på linje med hvad der er videnskabelig konsensus omkring borrelia behandling i Europa. I det seneste Ugeskrift for Læger er der en artikel om diagnosticering og behandling af borrelia og i forhold til dianosticering sammenfattes der:
    “Undersøgelser som ELISpot, lymfocyttransformationstest, CD-57-analyse og mikroskopi bliver sommetider brugt, men er ikke validerede. Disse undersøgelser kan ikke tolkes meningsfuldt i den diagnostiske sammenhæng. Immunblot (Western blot) bliver i bl.a. USA brugt i et såkaldt two-step approach til at øge specificiteten hos ELISA-positive patienter, men er ikke egnet som den primære metode til diagnostik af LB. Supplerende immunblotmetoder forbedrer ikke den diagnostiske nøjagtighed i en europæisk sammenhæng.”

    Kilde: http://ugeskriftet.dk/videnskab/klinik-diagnostik-og-behandling-af-lyme-borreliose

  • Lasse Brahe 2. maj 2017 kl. 08:19

    Tak for en interessant artikel.
    Det er spændende læsning.
    Det er lidt ligesom – Hvad er bedst, Mac eller Pc. . . Ja.

    Jeg er selv blevet “fanget ind” i EQ oil, af en alternativ behandler, med lovning om at jeg ville få det bedre (stress, dårlig hukommelse osv.), fordi det havde hjulpet hende.
    Jeg har enda været til et møde i EQ, der nærmede sig et religiøst setup, med mange lovprisninger af produktet og personlig anekdoter om mirakuløse helbredelser, og de lagde heller ikke skjul på at det kan være en rigtig god forretning.
    Dem jeg fulgtes med pralede ligefrem af hvor mange penge de tjente, uden at stille spørgsmål ved om det er etisk og moralsk i orden.

    Jeg har opsagt abonementet og leder nu efter en olie til erstatning for EQ, fordi jeg er overbevist om at fiske olie / fisk har en gavnlig effekt.

    Tak igen for en interessant artikel.

    Mvh. Lasse Brahe

  • Jan Mejlgaard Bliddal 11. maj 2017 kl. 10:41

    Jeg har været Zinzino partner og jeg er stadig kunde. Jeg er kunde fordi deres kaffe smager langt bedre end den tilsvarende prissatte kaffe fra Nespresso efter min subjektive mening. Balanceolien tager jeg også, og for mig har det betydet 4 år uden en semipermanent forkølelse. Andre brugere har konstanteret andre effekter. Med hensyn til den personlige markedsføring, så fik vi på det kraftigste understreget at vi ikke måtte komme med påstande og helbredsmæssige virkninger, vi måtte dog godt henvise til det faktum, at vi på daværrende tidspunkt var de eneste der tilbød før og efter test en ven, der uddannet diatist afprøvede olien på hans kræsende søn, men løj om efter testen ved at påstå drengen ikke havde brugt olien. Alligevel var forholdet mellem Omega 3 og 6 væsentlig forbedret. Selv ændrede min omega 3 til 6 balance sig fra 22 til 1 til 2,3 til 1 og mine 4 til 5 op til 4 uger lange forkølelser har ændret sig til 1?til 2 årlige lettere forkølelser af 2-4 dages varighed. Med hensyn til din sammenligning med MLM som et pyramidespil, så kan jeg oplyse at den højestplacerede partner i Zinzino Danmarks ikke var den der startede Zinzino. Selv om den højst placerede partner blev startet op af en anden, har han i dag en større succesfuld organisation en personen der startede Zinzino op i Danmark. Havde der været tale om et pyramide havde jeg også kunne sidde og skumme fløden af andres arbejdsindsats, da jeg har ca 30 partner under mig, men fordi jeg ikke selv formede at hjælpe partner igang med succes’s har mange af disse væsentlig større organisationer. Jeg tjener nemligt intet på deres gode arbejde, da jeg på ingen måde har andel i deres succes Det er forskellen på MLM og et pyramidespil. Kaffen er kort og godt for mit vedkommende prisen værd og jeg betaler gerne 329 for at få dækket en måneds forbrug, da jeg ikke savner de lange forkølelser

  • J 15. maj 2017 kl. 07:05

    Jeg havde en dårlig periode med søvn og fik en gratis flaske af en jeg kender, jeg fik af vide at det var vigtigt at tage de to spskfulde lige inden sengetid.
    Jeg mærkede en bedring både med hensyn til søvn men også mine andre lidelser, men jeg er ikke i tvivl om at jeg ville have mærket en bedring uanset hvilket produkt jeg havde indtaget, jeg spiser dog i gode perioder fisk va 5 gange om ugen så tænker at det måske ikke er nødvendigt!
    Prisen og måden det blev solgt på afholdt mig

  • Anita Møller Hansen 19. maj 2017 kl. 22:57

    Har i dag hørt et foredrag om EQ, hvor foredragsholderen seriøst påstod at det havde vist sig at have fjernet en hjernetumor. Hun påstod desuden, at jeg ville kunne undvære eller formindske forbrug af astmamedicin, som hun kaldte for gift, efter et halvt til et helt års forbrug.
    Inden da havde jeg overvejet at prøve produktet. Hvor useriøs har man lov at være?

  • Kasper Christensen 9. juni 2017 kl. 00:19

    Hej Kristian. Spændende og informativ læsning, tak for det. En bekendt prøver også, det bedste hun ved, at overbevise mig om, at EQ er den bedste og reneste olie på markedet. Hele situationen er tydeligt præget af, at hun gerne vil sælge, men kan det alligevel ikke have sin rigtighed, uanset om EQ måtte være dyrere end sine konkurrenter, at det er sundere at indtage den olie, der har det laveste TOTOX-tal til trods for, at det er tilladt at sælge helt op til 26% harsk olie? Eller er mængden af omega-3 det vigtigste når man skal vælge hvilken producent man vil gå med?

    Mvh Kasper

  • Kasper Christensen 9. juni 2017 kl. 00:53

    Hun nævnte ligeledes, at EQ’s olie, som den eneste, ikke bliver opvarmet til de 90-100 grader da det ødelægger mange af de gode stoffer i olien og fremskynder harskningsprocessen?

  • Kristian Bradsted 9. juni 2017 kl. 11:41

    Hej Kasper

    Tak.

    Man kan sagtens argumenterer for at jo lavere TOTOX tal, des renere et produkt. Det betyder dog ikke at olie med et lidt højere TOTOX er farligt eller dårligt.

    Problemet er, at jeg hører tilhængere og sælgere af f.eks EQ hævde at det har det laveste TOTOX tal (det hævdes eksempelvis i en kommentar længere oppe) uden dokumentation.
    Det er hellere ikke rigtigt at EQ er de eneste, der offentliggør deres olies TOTOX tal. Der er adskillige producenter, der oplyser deres TOTOX tal. Blandt andre Pikasol og Futura.
    Link: http://www.pikasol.dk/?page_id=246 og http://www.futura-helsekost.dk/Fiskeolie.43.aspx
    Sjovt nok, så har disse også lave TOTOX tal.

    Så hele dokumentationsgrundlaget for deres særlige, dyre og rene olie er der ganske enkelt ikke. Det er bare sælgersnak.

  • Kristian Bradsted 9. juni 2017 kl. 11:47

    “Hun nævnte ligeledes, at EQ’s olie, som den eneste, ikke bliver opvarmet til de 90-100 grader da det ødelægger mange af de gode stoffer i olien og fremskynder harskningsprocessen?”

    For mig at se, så spørger du den forkerte. Du bør kræve belæg for hendes påstand fra hende.

    “a claim without evidence can be dismissed without evidence” :-)

  • Stefan 10. juni 2017 kl. 01:00

    Pyramidespil er ulovlige. Hvis over halvdelen af indtægterne kommer fra salg af produkter, er et selskab, ifølge loven, ikke et pyramidespil. Zinzinos indtægt kommer 70 % fra produkt salg og er derfor et seriøst direktesalgs firma.
    Z er førende i EFA testning. 190000 er testet på verdensplan. Det må siges at være solid forskning. Og dem der spiser fiskeolie produktet i forvejen ligger på en omega 3/6 balance på 1:7, hvilket stadig er inflamatorisk og derfor ikke tilstrækkeligt effektivt. Det skal nævnes at testen er anonym og man kun indsender en stregkode.
    Det kan undre at der er så mange spørgsmål om firmaet når alle svarene kan findes på deres hjemmeside på zinzino.com.
    Se envidere hvad netdoktor skriver om omega 3/6 balancen. Dette understøtter fuldstændigt teorien bag olien.
    Hvis du skal udgive dig for at være denne fantastiske ekspert, så burde du skrive noget om EUropæsik fødevare sikkerehedsråd, EFSA, der fortæller at ” polyfenoler fra olivenolie beskytter blodlipider mod oxidativt stress”, hvilket du med dit skarpe forskerblik, sikkert kan sammenkæde men en mindsket harskning når det tilsættes fiskeolie? Lad os så se bort fra at olivenolie i sig selv er en vigtig ingrediens i den lovpriste middelhavskost, og derfor ikke et billigt tilsætningsstof der fortynder fiskeolien, men en meget vigtig designet bestandel. Specielt da den er fremstillet med et ekstra højt indhold af polyfenoler i forhold til alm. Olivenolie. Info på hjemmesiden.
    Prøv at “forsk lidt i polyfenoler,nu hvor du alligevel skal skrive klogt om næringsstoffer til de stakkels vildledte mennesker, som din mission angiveligt går ud på. Gud vide hvad du personligt får ud af at nedgøre andre? Hvem mon betaler dig for dine dyrebare,men stærkt personlige meninger? Du burde ikke udtale dig om ting du ikke selv har prøvet, eller sat dig grundigt ind i.
    Personligt er jeg en meget tilfreds kunde, der klart mærker en forskel fra almindelige fiskeolier som jeg tidligere har brugt. Og ingen fiskebøvser. Skønt. Håber virkelig at du fremadrettet bliver lidt mere saglig i dine påstande. Mvh Stefan.

  • Kristian Bradsted 12. juni 2017 kl. 13:12

    Hej Stefan

    Jeg har overvejet meget grundigt om jeg skulle slette din kommentar eller lade være. Du bryder 2 grundlæggende regler for en saglig diskussion.
    1) Du kommer med påstande uden belæg i form af troværdige kilder.
    2) Du kommer med personangreb.

    Jeg har skrevet flere gange herinde, at en kommentar som din vil blive slettet. Men jeg har dog valgt at lade din kommentar stå, fordi den repræsenterer flere af de problematikker, der hersker i denne debat.
    Det er 3 problemer:
    1) Brug af stråmandsargumenter.
    2) Bringe påstande uden belæg.
    3. Komme med grundløse personangreb.

    Din kommentar er et skoleeksempel på hvordan man ikke bør diskutere, og udstiller din manglende bevisførelse som skal bakke dine påstande op.

    Det er et stråmandsargument at antyde at jeg påstår at Zinzinos direktesalg metode er pyramidespil. Det påstår jeg ikke. Faktisk skriver jeg direkte:
    “Jeg skal ikke gøre mig til dommer for hvorvidt at salgsmetoden er ulovlig eller ej.”.
    Derudover så sætter jeg ingen steder spørgsmålstegn ved omega-3/6 balancen. Jeg skriver:
    “Forskning har vist at regelmæssig indtagelse af omega-3 forbedrer omega-3/6 ratioen.”
    Det er videnskabeligt bevist at et regelmæssigt indtag af omega-3 fedtsyrer (ikke kun omega 3 fra Balance olien) forbedrer omega-3/6 ratioen. Så dette er blot endnu en stråmand fra din side.
    Et tredje stråmandsargument er, at jeg udgiver mig for at være en fantastisk ekspert. Dette ser du mig ikke skrive nogen steder. Ej, heller er jeg forsker, som du kalder mig.

    Så kommer du med påstande om polyfenoler fra olivenolie og dens beskyttende effekt. Du henviser til zinzinos hjemmeside, der sælger produktet. Du skal komme med troværdig evidens for dine påstande. Dette vil sige et forskningstudie, der f.eks har undersøgt om balance olien er mere effektiv end andre omega-3 produkter hos mennesker, som indtager ligeså meget olivenolie, som der er i balance olie.
    Og nej, det er ikke min opgave at bevise at du tager fejl. Det er dig, der frembringer påstande, og så er det også dig, der skal kunne bevise dem. Her hersker der ikke omvendt bevisførelse.

    Så kommer vi til personangrebet. Du mener at jeg nedgør andre mennesker, og antyder at jeg får noget personligt ud af at gøre dette. Hvor præcist finder du at jeg nedgør nogen herinde?
    Du beskylder mig også for at blive betalt for hvad jeg skriver på denne side. Hvad er dine beviser for dette?
    Jeg får intet økonomisk ud af at have skrevet denne artikel. Jeg anbefaler eller promoverer ikke andre produkter (selvom jeg endda er blevet direkte spurgt hvad jeg selv benytter i tidligere kommentarer). Jeg har ikke en gang reklamer på min side. Det er grundløs personangreb fra din side.

    Dit personangreb er direkte modbydeligt. Ikke blot at du beskylder mig for at have et økonomisk motiv for at skrive artiklen og besvarer kommentarer, men at du også tillægger mig et karaktertræk, der skulle nyde at andre mennesker bliver nedgjort.
    Dit personangreb afslører din manglende bevisførelse for din overbevisning. Det er den ultimative udvej i en debat, når man bliver præsenteret for viden, der strider imod ens overbevisninger.
    “Det tror jeg ikke på, så det må være forkert”.
    Du beskylder mig for at nedgøre andre mennesker, men det er dig, der går efter manden og ikke bolden. På intet tidspunkt argumenterer du mod hvad jeg faktisk skriver i min artikel.

    Hvis du skal skrive endnu en kommentar herinde, så er det med belæg for dine påstande og uden stråmandsargumenter og personangreb. Og så forventer jeg at få en undskyldning.

  • Anonym 6. juli 2017 kl. 22:01

    Hvis det er muligt at være anonym, vil jeg da gerne fortælle om eqology og hvad enlig er for noget

  • Anonym 6. juli 2017 kl. 22:02

    Har selv været sælger for dem

  • Kristian Bradsted 7. juli 2017 kl. 10:49

    Kære Anonym

    Du skal være velkommende til at forblive anonym. Det er op til dig selv, hvorvidt du ønsker at være anonym.

    Du må gerne dele dine personlige erfaringer, men husk at underbygge eventuelle påstande med evidens. Og ingen personangreb, tak.

Skriv en kommentar

Dine email adresse vil ikke blive vist.